Ja, det er jo en større sag, men her er et par aktuelle bud på tingene:
- Vi tror på, at klimaudfordringen er helt reel - det gør vi dels fordi der er en uhørt høj grad af konsensus blandt aktive videnskabsfolk på området om dette - en grad af konsensus, der sjældent ses i internationale videnskabelige kredse på noget som helst…men dels også, fordi det på mange måder er almindelig sund fornuft og dybt banalt, at vi i øjeblikket tager uhørt store risici med vores (eneste) planet med de voldsomme manipulationer, vi laver med drivhuseffekten;
- Konsekvenserne kender vi reelt ikke, men der er ikke meget tvivl om, at det bliver meget, meget dyrt ikke at gøre noget ved tingene - og langt billigere, sjovere, mere udviklingsorienteret og innovativt og langt, langt mere ansvarligt at handle nu!
- De seneste opgørelser af den globale emission af drivhusgasser viser, at ca. 55% af dem kommer fra forbrug af fossile brændsler og ca. 45% fra arealanvendelsen globalt og ændringer i denne. Dette er yderst centralt, fordi det viser, at vi kun vil løse ca. halvdelen af problemet ved at konvertere alt vores energiforbrug til vedvarende energi - resten skyldes nemlig arealanvendelsen, der på globalt niveau i høj grad trækkes af de rige landes store forbrug af en lang række produkter, heruder ikke mindst forbrugsgoder, mad (især kød!) etc. I Danmark har vi indtil videre stort set kun fokus på energien og har altså til gode at håndtere de øvrige forhold - forhold, der naturligvis skal være inkluderet i enhver seriøs klimaindsats!
- I kommunerne gennemføres der i øjeblikket CO2-kortlægninger efter allerede fastlagte metoder, der imidlertid kun medtager en meget begrænset del af emissionerne udenfor Danmark, ikke mindst emissionerne fra arealanvendelsen. Disse kortlægninger vil dermed give anledning til forkert prioriterede indsatser, idet de samlede emissioner ofte undervurderes med op til 50%, bl.a. fordi produktforbrug, offentligt forbrug og flyrejser ikke er medregnet. Således ligger den gennemsnitlige danskers CO2-udledning i dag på ca. 15 tons pr. år - i større og tæt bebyggede byområder kan det være så lavt som måske 8 - 10 tons pr. år, men i f.eks. velstående parcelhusområder må personlige emissioner på 20 tons pr. år eller derover anses for normale samlet set.
- Vi er nødt til at bruge Carbon Footprint analyser med en væsentligt anderledes tilgang end vi gør i dagens CO2-kortlægninger for at få disse forhold sat i en relevant perspektiv, og det haster faktisk - vi kan dog også blot foretage nogle ret grove vurderinger med udgangspunkt i hele billedet og dermed opnå et fuldt tilstrækkeligt grundlag for valide handleplaner.
Der er lang vej hjem - og hvis ikke lande som Danmark finder de holdbare løsninger på fremtidens CO2-neutrale samfund, så bliver de ikke fundet foreløbig, der er nemlig ikke mange andre af verdens lande, der har både viden, velstand, ressourcer og innovationskraft nok til den opgave - det har vi i Danmark, men vil vi også sætte kræfterne af og gøre den nødvendige indsats?Der er meget, vi skal have styr på for at komme derhen - på denne blog vil vi godt samle på relevante informationer om tingene, og vi vil rigtigt gerne have din hjælp til det!!Mange hilsenerHenrik Kærgaard, Udviklingschef På Tværs i NIRAS
3. august, 2009
Det er faktisk et rigtigt interessant spørgsmål, for selvom der er rigtigt meget hype om klimaet, kniber det meget med konkrete handlinger. Det viser sig også ved, at ingen af de rige lande faktisk endnu er lykkedes med at knække CO2-kurven (dog har finanskrisen fået den knækket lidt på det seneste…) - så hvordan skal vi mon overbevise alle udviklingslandende på COP15 om, at de skal levere resultater, når vi ikke selv kan?`
Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som der er masser af eksisterende teknologier, der faktisk kan gøre meget ved klimaproblemstillingen og virke som en start på den nødvendige nye udvikling. Der er faktisk også masser af virksomheder og organisationer, der gerne vil gøre noget og har midlerne til det - så det er hverken teknologi eller penge, der er begrænsningen…
Det er nemlig noget helt andet, egentlig ganske banalt, men også en smule pinligt - vi kan ikke finde ud af at organisere os til at få tingene gjort! Lidt eksempler:
- Der har i årevis eksisteret en række versioner af miljøvenlige biler på det internationale marked - men de kan stadig ikke købes i Danmark - på grund af vores afgiftsstruktur! Men da afgiftsniveauet jo faktisk er ganske højt, må det da være til at overse at justere tingene, så vi i det mindste kan købe dem?
- For nyligt har det vist sig, at Japan har knækket kurven over CO2-emissioner fra transporten og tyskerne har stabiliseret udviklingen - det er sket ved at stille krav til bilernes energieffektivitet og emissioner, og det er to lande med meget store og tunge bilindustrier - hvor svært kan det være?
- Dansk byggeri er alvorligt bagefter en række lande, vi normalt sammenligner os med med hensyn til energieffektivitet i byggeriet, og udviklingen går uhyggeligt langsomt herhjemme - men vi har stort set heller ikke nogen uomgængelig krav og ingen kontrol med at Bygningsreglementet bliver overholdt - hvorfor har vi ikke det, når andre godt kan finde ud af det?
- Regeringen “vil have” flere biogasanlæg i Danmark og i øvrigt også meget andet - og der står også masser af investorer på spring til at sætte noget i værk…men ting skal jo betale sig med rimelig sikkerhed for at de kan blive til noget i praksis - hvorfor kan regeringen ikke finde ud af at justere rammebetingelserne for de ting, som den “godt vil have”? - vi ved jo fra vindmøllerne, at det virker?
Der er masser af andre eksempler, og vi ved ikke, hvorfor der i praksis ikke sker mere end, der gør (stort set intet…). Men vi kan da gisne om de mulige årsager (og da al politikudvikling i Danmark i dag jo foregår for lukkede døre, er vi jo henvist til gisninger…):
- Regeringen bruger alle sine kræfter på det kommende klimatopmøde i december? - i givet fald nok en rigtig prioritering lige nu!
- Regeringen vil gerne gøre noget aktivt, men kan ikke få lov af andre politiske fraktioner?
- Regeringen vil gerne gøre noget aktivt, men centraladministrationen kan ikke finde ud af at blive enige om tiltagene (mange af de nødvendige tiltag er egentlig ganske enkle, bortset fra, at de ofte kræver at 4 - 8 ministerier bliver enige, og det er vist rigtigt svært, for ikke at sige umuligt…)?
- Regeringen vil ikke gøre noget aktivt, men vil gerne snakke om det…?
Vi hører gerne bedre bud fra andre…? - og hvad skal vi egentlig gøre ved dette i regeringen, staten, kommunerne, regionerne og i virksomhederne? - vi kan jo ikke fortælle vores børn, at det egentlig var meget enkelt og ikke særligt dyrt, men vi kunne ikke lige finde ud af at organisere det, vel?
Kærlige hilsener
Henrik Kærgaard, Udviklingschef På Tværs i NIRAS
20. maj, 2009